Bliv friroet og få de vildeste oplevelser!
Det ligger os meget på sinde, at klubbens medlemmer kan færdes i kajak på en både sikker og ro-optimal måde. Derfor gennemfører vi et begynderkursus, der ender med at man bliver ”friroet”, hvilket betyder at man har opnået færdigheder til at ro alene i moderate bølger og vind, samt at man må tage vare på op til to ikke friroede roere.
Kurset slutter når man har opnået de fornødne færdigheder – der er som sådan ikke en eksamen, men vore instruktører vurderer løbende den enkelte roers færdigheder, og er de tilstrækkelige, ja, så bliver man friroet. Det er næsten som med et kørekort – først når man er bestået skal man ud at opsamle erfaring.
Kurset kan gennemføres på 16 timer, hvilket svarer til 8 kursusgange, men ofte bruger vi lidt længere tid alt efter kursisternes forudsætninger.
Klubben er medlem af DGI og vi følger deres retningslinjer for kurser. For at blive friroet skal man have gennemført ”Havkajak Egenfærdighed niveau A” (se senere) som vi så tilpasser til lokale forhold. Hos os betyder det, at vi stiller lidt større krav, da vores daglige rovand er Kattegat.
Efter endt kursus udstedes et personligt bevis på, at man er friroet (besider egenfærdighed niveau A), og det giver dermed adgang til at ro i andre DGI-kajakklubber.
Tryk på knappen for at se skemaet, som indeholder hvilke færdigheder du lærer på kurset. De grønne felter skal du mestre og de gule skal du have kendskab til for at leve op til DGI egenfærdighed A. Vi lægger som nævnt meget vægt på sikkerhed, og at du får så gode ro-kompetencer, at dine ture bliver vellykkede. Derfor vil du hos os ikke blot få kendskab til de gule felter med ”K” – du kommer også til at øve dem.