top of page
355491562_6010874519018935_7429669571513353999_n.jpg

LÆR OS AT KENDE

Vores Historie

I dag holder vi til i ”inderhavnen” ved Voer Å, lige midt i Voersaa by. Her har vi dels bygget nyt, dels renoveret et gammelt fiskehus, så klubfaciliteterne i dag, fremstår som lyse og lækre klublokaler med badefaciliteter, køkken, opholdsrum og kajakstald. Klubhuset blev indviet i 2022. Det siger sig selv, at vi de første år har lagt langt det meste af energien i ombygningen, der helt og aldeles er foregået ved hjælp af klubmedlemmer og hjælpsomme Voersaa borgere. 

 

Sideløbende hermed er det lykkes os at uddanne instruktører, der hvert år har afholdt kurser for nye og gamle medlemmer. 

 

Nu er vi klar til at bruge al energien på at modtage og uddanne nye medlemmer samt arrangere fælles ture. De næste tre år er afsat til at oparbejde en ungdomsafdeling. 

 

Undervejs i hele forløbet har vi søgt og fået mange sponsorater, fondsbevillinger og legater, så vi i dag råder over en kajakstald fuld af kajakker og sikkerhedsudstyr, der kan benyttes af alle medlemmer. Vi råder ligeledes over en del friluftsudstyr, der bliver brugt flittigt på de længere ture. 

 

Placeringen ved Voer Å med adgang til havet er helt perfekt. Uanset vejr og vind kan vi altid komme ud at ro – enten op ad åen, der tillader op til 25 km hver vej – eller ud i havet langs kysten, hvor de længste ture for de erfarne går til Læsø. 

I dag (start 2024) er vi ca. 50 medlemmer.

Voersaa Kajakklub holdt stiftende generalforsamling november 2017. Klubben holdt i begyndelsen til i det fri på yderhavnen, hvor en lejet 20 fods container blev indrettet til opbevaring af kajakker og andet materiel. Klubben startede med medlemmers eget materiel samt en håndfuld kajakker udlånt fra en velvillig Voersaaborger.

Om os

Brian Mølgaard

Bestyrelsesformand & Instruktør

John Pristed

Bestyrelsesnæstformand, Kasser & Instruktør

Bodil Kristensen

Bestyrelsesmedlem

Ib Vinther

Bestyrelsesmedlem & Hjælpeinstruktør

Jacob Østergaard

Bestyrelsesmedlem & Hjælpeinstruktør

Jonas Rømer

Hjælpeinstruktør

Voersaa Kajakklub Team

Profil - Hvad står vi for?

I Voersaa Kajakklub gør vi meget ud af at have tilbud til alle. Når man er frigivet, kan man vælge at ro alene, i en lille gruppe eller som deltager i større events. Vi vægter kammeratskabet meget højt, både fordi det er det dejligste, men også fordi vi er afhængige af hinanden når vi er på tur. Vi hjælper hinanden med alt det praktiske samtidig med, at vi er garant for hinandens sikkerhed.

På samme måde hjælper vi i det daglige med at holde udstyr og klublokaler i tip top stand når vi har brugt det. På den måde undgår vi at skulle have en hel masse nedskrevne regler om dit og dat. Et par gange om året samles de der kan til en hovedrengøring samt forskønnelse af udeområdet. Vi hjælpes løbende med at holde udstyret vedlige – det kan ikke undgås at det slides og ting går til.

Naturen spiller en stor rolle for os. Vi færdes på en meget skånsom måde, og kajakkerne giver os mulighed for at komme helt tæt på små og store oplevelser – fra anemoner i kanten af åen til springende delfiner og strandede næbhvaler samt havørne på holmene. Vi gør meget ud af at tage fundet skrald med hjem fra turene.

Alle ture afsluttes med en sodavand eller en kop kaffe samt lidt mundgodt. Det giver os ro til at snakke om turen, drille hinanden og eventuelt om hvad vi godt kan tænke os i fremtiden.

Vores erfaringer med en ungdomsafdeling er pt. ikke stor, men vi vil gøre alt for at få stablet den på benene – så kom glad og hjælp os med projektet.

Kønsfordelingen har en klar overvægt til kvindesiden og vidner om, at det bestemt ikke er en fritidsaktivitet forbeholdt mænd. Alle kan deltage blot man kan svømme med svømmevest på.

bottom of page